Seks stjerner: Tredje afsnit af DR-serie er exceptionel middelmådighed – og jeg elsker det!

Helt ærligt. Forventningerne til tredje afsnit i dokumentarserien »Topdirektørerne« med DRs økonomiske korrespondent i en støjende hovedrolle var helt i bund før mødet med noget så kedsommeligt som en direktør for en byggemarkedskæde. Der er tre meget sikre tegn på, at du er blevet voksen. Det første er, at du holder jul for familien, det andet er, at du fast køber køkkenrulle, og det tredje er, at du kommer fast i et byggemarked. Kan du sætte kryds ved alle tre ting, så er du virkelig voksen. Gab. Vi skulle helt frem til tredje afsnit af DRs serie »Topdirektørerne« for at komme tæt på et rigtigt menneske. Vi fik kun lige fornemmelsen af et menneske i første afsnit med Mads Nipper fra Ørsted, og mennesket nåede aldrig frem til et menneske i mødet med den hæsblæsende Jacob Aarup-Andersen fra Carlsberg. Det gør vi i tredje afsnit, hvor vi møder direktøren for byggemarkedskæden Stark, Britta Korre Stenholt. Jeg elsker det. Få at vælge mellem Selvfølgelig skulle DR have en kvinde med i deres dokumentarserie. Det kan godt være, at kun 9,2 procent af alle topchefer i Danmark er kvinder, men det havde udløst berettiget forargelse, hvis DR havde kun portrætteret fire mænd. Opgaven er faktisk ikke let, for hvis serien skal handle om toppen af erhvervslivet, hvor milliarder bliver vundet og tabt, så skal der nødvendigvis også blive omsat for mindst en håndfuld milliarder for at kunne berettige til at være en af landets tunge topchefer. Kigger jeg ned over Berlingskes årlige liste over kvindelige topchefer, er vi nede på et felt på kun 20 mennesker, som overhovedet kunne være kandidater til DRs dokumentar mod seks-syv gange så mange mænd. DRs dokumentarserie skal ikke måles på, om den kan få nogle topdirektører til at fremstå som nogle fascinerende afguder, der morgen, middag og aften træffer beslutninger for milliarder og fyrer folk i bundter. Den skal måles på, om vi kommer tæt på og ind under huden på de mennesker, så vi faktisk forstår det sære job, det er at stå i spidsen for en stor virksomhed og ikke mindst stå i spidsen for at træffe vanskelige beslutninger under enorm usikkerhed. Hvem gider høre slang? Det fortælles enkelt og effektivt i DRs dokumentar, hvor vi følger arbejdet med en strategiproces, hvor vi heldigvis slipper for de kedsommelige detaljer, for hvem gider at høre paraden af slang, som altid ledsager den slags? »Jeg synes, at det er enormt svært at være uengageret. Jeg hader uengagerethed og middelmådighed,« siger Britta Korre Stenholt i starten af udsendelsen. Det er en nøglesætning i dokumentaren, for sætningen kan både forstås som en personlig erklæring, og den kan forstås som en erklæring om, hvad Britta Stenholt stiller af krav til sine omgivelser. Er der imidlertid ikke i sig selv noget middelmådigt ved at vokse ud af en mindre sønderjysk provinsby som Vojens sammenlignet med en opvækst på Strandvejen nord for København. Er der ikke noget middelmådigt ved en byggemarkedskæde sammenlignet med Hermés eller Gucci? Jo, ikke sandt. I Britta Stenholt og i Stark møder vi den exceptionelle middelmådighed, når den tilsættes flid, dygtighed og engagement. I Britta Stenholt får vi forklaringen på, hvorfor vi er et rigt land, når stiftskassererens datter vokser op og bliver topdirektør. Det er smukt og ægte, når Britta Stenholt besøger sin afdøde far på kirkegården. Vi tror på, at han lærte Britta Stenholt, at man skal yde, før man kan nyde. Vi tror på, at han trods sin tidlige død af kræft i bugspytkirtlen lærte Britta Stenholt at have stamina og blive ved; ikke ud af en mørk kristendom, men åbenlyst ud af en lys kristendom. Det ville jeg gerne tale med Britta Stenholt om en dag. Solgte mange brunsvigere Det forstår vi, når vi i dokumentaren møder Britta Stenholts barndom: »Her har vi hallerne, hvor jeg har spillet håndbold. Det er sognegården, som du kan se. Der har jeg gået i søndagsskole. Her var min avisrute. Her stod jeg skolepatrulje. Det har jeg også gjort. Det er Musikskolen, så der har jeg gået til musikundervisning inde. Dernede gik jeg til spejder. Jeg havde et fritidsjob i Kvickly og arbejdede ved bageren, så jeg solgte virkelig mange brunsvigere derfra,« fortæller Britta Stenholt om sin fødeby Vojens, mens hun og kameraet hopper rundt, så man næsten ikke kan forstå, at byen kun har godt 7.000 indbyggere og ikke mindst 70.000. En påmindelse om, at urbaniseringen og dermed tendensen til, at stadig flere lever i kæmpestore byer som København eller Aarhus har en pris, hvis der bliver færre små og stærke samfund, hvor sådan nogle som Britta Stenholt kan vokse op og blive til noget stort. Men programmet fortæller også de vigtigste historier om det moderne arbejdsliv. Britta Stenholt fortæller åbent og ærligt om selv at måtte sygemelde sig med stress. Kernen i hendes eget stressforløb var, at hun skulle lave nogle planer og strategier, som hun ikke selv kunne stå på mål for. Det har hun lært af. Det kan alle lære af. Rager ikke Casper Schrøder Hun lader sig ikke sådan skubbe omkring. Heller ikke af en DR-journalist, som gerne vil høre, hvad hun får i løn. Det er et højdepunkt, da hun nægter at svare på Casper Schrøders spørgsmål om sin løn. Derfor må han selv grave i regnskabet for at blive klogere. Beskeden er noget i retning af, at det ikke rager Casper Schrøder, men hun vil dog godt sige, at hun i høj grad er præstationslønnet. Præstationsløn er meget omdiskuteret, fordi der er den opfattelse, at det kan gøre topcheferne mere kortsigtede i deres beslutninger. Baseret på DRs dokumentar og Britta Stenholts strategiarbejde er mit indtryk af præstationsløn betydeligt bedre efter DR-dokumentaren end før, fordi hun tydeligvis har en samvittighed og tænker frem. Man må ligeledes elske, at der gennem programmet kredses om lederseminaret for de cirka 100 ledere i Stark, som vi møder på det gamle tuberkulosehospital og i dag moderne konferencecenter Koldingfjord - min far var patient på hospitalet i 1941, så jeg har et forhold til stedets mørke fortid. Her møder vi 95 mænd i ens lyseblå skjorter med Starks logo på brystet. Og sådan en skjorte har chefen selvfølgelig også selv på, for man er jo selv en del af holdet, når man er Britta Stenholt, om end med en elegant blå jakke ud over. Tak til DR for at skrue ned for Casper Schrøder, som i tredje afsnit nu fremstår som den nysgerrige journalist, han skal være, og ikke som en hovedrolleindehaver. Jeg er stadig træt af, at DR med deres musikvalg vil stopfodre mig med iscenesættelse, men det skal ikke koste en stjerne. Tredje afsnit er exceptionel middelmådighed. Jeg elsker det. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/seks-stjerner-tredje-afsnit-af-dr-serie-er-exceptionel-middelmaadighed